Jeg var til et spændende fordrag igår som tog udgangspunkt i den sådaldte sindsrobøn. Til dem som er helt ubekendt med bønnen kan jeg fortælle at den bliver flittigt brugt i forskellige sammenhænge hvor man ønsker at hjælpe misbrugere og deres pårørende med deres frygtelige lidelser. Den har været brugt af millioner af mennesker gennem årene, typisk som et blandt mange flere redskaber til at gøre dem fri af et sygeligt alkohol-, stof- eller pillemisbrug og de problemer en sådan afhængighed medfører også for deres nærmeste. Men det er i øvrigt mit indtryk at bønnen har en så universel karakter, at om ikke alle så i alt fald mange kan have gavn af den. Dem som eventuelt stejler lidt ved ordene bøn og gud, kan bare se bort fra disse regiøst ladet ord, altså udelade dem, og givetvis opnå samme effekt som alle andre. Bønnen som man kan bruge i utallige sammenhænge, men som måske er mest brugbar i situationer hvor man er i konflikt med sig selv lyder sådan her:
Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdom til at se forskellenFor mig handler bønnen meget om at søge ikke blot ro, men også styrke og dømmekraft til at se virkeligheden i øjnene som den er, uanset hvor ondt det gør, få identificeret de ting man kan og vil ændre og så fokusere og handle på dette, fremfor eksempelvis at bruge en masse energi på ting fra fortiden eller urealistiske fantasier om fremtiden osv.. For mig er den også et afsæt til at tage ansvar for mit eget liv, fremfor som jeg tidligere har haft tendens til, at lade mig passificere af andres og ikke mindst min egen (selv-)medlidenhed ved tanken om alle de ulykker livet har budt mig. Selvom det selvfølgelig har en hvis akademisk interesse hvordan det virker, så er det for mig at se meget vigtigere
at det virker. At det hjælper et utal af mennesker heriblandt mig selv. Det i øvrigt uden at jeg føler mig specielt religiøs af den grund. Tænker snarere at det er en åndelig proces hvor man, som min kusine Lene var inde på i en kommentar her på siden om åndelighed, henter inspiration og styrke fra en sammenhæng som er større end en selv. Kan tro flytte bjerge? Hvad tror du?
Så begyndte arbejdsmarkedsforhandlingerne for Industrien. De sædvanlige argumenter er kørt i stilling: Arbejdsgiverne snakker om konkurrenceevne og danske arbejdspaldser, lønmodtagerne mener det er deres tur til at komme til fadet da de holdt sig meget tilbage sidst og regeringen m.fl. maner til besindighed (De skulle jo nødigt træde nogen over tæerne!). Arbejdgiverne står nok i det dårligste lys offentligt i år, da direktørerne allerede har høstet gevaldige lønstigninger selv, men det er jo selvfølgelig også i den hellige konkurrenceevnes, og dermed alles, interesse da disse geniale hoveder ellers headhuntes af udlandet. Når men man skal ikke glemme at denne forhandlingsinstitution på trods af mange, men nok også nødvendige, arbejdskampe har lagt en del af fundamentet til velfærdsstaten. Jeg mener der var sku da aldrig blevet råd til en øre mere til arbejderen hvis ikke der var nogen som havde kæmpet for det gennem tiderne. Det glemmer folk måske når de melder sig ud af de traditionelle fagforeninger. Det glemmer folk måske når de stemmer på Danmarks nye velfærdsparti ledet af tidligere Mister Minimalstat Fjog Rasmussen. Når men anyway de fleste lønmodtagere har det da heldigvis meget godt takket være andres historiske indsats og kommer nok ikke til at gå sultne i seng. Men hvem forhandler egentligt for den heldigvis relativt lille vælgergruppe af fattige bistandsklienter, psykisk syge, kronisk syge, flygtninge og hjemløse? Når nej der er ikke nået at forhandle om. Danskerne kan jo tilsyneladende blive rørende enige om at det først og fremmest skal kunne betale sig at arbejde!!! Ellers står verden ikke længere. Så lad mig derfor slå endnu et slag for at mindstelønnen på det dårligst betalte arbejde sættes gevaldigt op når de forhandlinger kommer, således at man også kan gøre lidt for dem som ikke lige er optaget af at få råd til sommerhus, 42 tommer fladskærm og en ny bil! Gad vide hvor langt solidariteten rækker?
Igår var min kæreste og jeg en tur på vidunderlige Christianshavn. Hun er tilflytter fra Jylland, så for hende var det helt nyt med Volden, det snoede spir på Vor frelser kirke, de brogede smalle huse og kanalens idyl. Vi nået ikke Christiania i denne omgang, men fik da et glimt af en af kendisserne da Willi Jønsson (ham fra Gasolin) kom cyklende forbi.
