Flere soldater til Iraks kviksand

Bush har fået den geniale ide at vejen ud af den stadigt eskalerende konflikt i Irak er at optrappe den yderligere ved at sende flere soldater. Jeg må indrømme at jeg oprindeligt syntes at projektet om at afsætte en bøddel med masseødelæggelsesvåben og hundredetusinder af liv på samvittigheden, var meget sympatisk omend jeg godt fornemmede at oliepenge og mellemøst politik nok også spillede ind om ikke på Christiansborg så i Washington. Nu syntes det forlængst klart at der ikke er nogen masseødelæggeslesvåben, diktatoren er afsat og aflivet og mest betydningsfuldt af alt, at et klart flertal af Irakerne ikke ønsker vores tilstedeværelse. Befrierne bliver til besættelsestropper og kaster derved bare endnu mere olie på fanatismens bål. Spørgsmålet er om Anders Fjog med flere snart indser at vi bare synker dybere ned i kviksandet ved at optrappe tilstedeværelsen. Og at der istedet er brug for en tilbagetrækningsplan, så vi kan stoppe det uhyggelige store antal af uskyldige døde herunder børn. Kan og skal man nødvendigvis tvinge Irakerne til et demokrati helt ligesom vi kender det? Måske det tager årtier at bygge sådan en tradition op? Vil vi blive der sålænge? Fremmer det overhovedet den demokratiske proces længere at vi er der?