Arbejdsmarkedsforhandlinger!

Så begyndte arbejdsmarkedsforhandlingerne for Industrien. De sædvanlige argumenter er kørt i stilling: Arbejdsgiverne snakker om konkurrenceevne og danske arbejdspaldser, lønmodtagerne mener det er deres tur til at komme til fadet da de holdt sig meget tilbage sidst og regeringen m.fl. maner til besindighed (De skulle jo nødigt træde nogen over tæerne!). Arbejdgiverne står nok i det dårligste lys offentligt i år, da direktørerne allerede har høstet gevaldige lønstigninger selv, men det er jo selvfølgelig også i den hellige konkurrenceevnes, og dermed alles, interesse da disse geniale hoveder ellers headhuntes af udlandet. Når men man skal ikke glemme at denne forhandlingsinstitution på trods af mange, men nok også nødvendige, arbejdskampe har lagt en del af fundamentet til velfærdsstaten. Jeg mener der var sku da aldrig blevet råd til en øre mere til arbejderen hvis ikke der var nogen som havde kæmpet for det gennem tiderne. Det glemmer folk måske når de melder sig ud af de traditionelle fagforeninger. Det glemmer folk måske når de stemmer på Danmarks nye velfærdsparti ledet af tidligere Mister Minimalstat Fjog Rasmussen. Når men anyway de fleste lønmodtagere har det da heldigvis meget godt takket være andres historiske indsats og kommer nok ikke til at gå sultne i seng. Men hvem forhandler egentligt for den heldigvis relativt lille vælgergruppe af fattige bistandsklienter, psykisk syge, kronisk syge, flygtninge og hjemløse? Når nej der er ikke nået at forhandle om. Danskerne kan jo tilsyneladende blive rørende enige om at det først og fremmest skal kunne betale sig at arbejde!!! Ellers står verden ikke længere. Så lad mig derfor slå endnu et slag for at mindstelønnen på det dårligst betalte arbejde sættes gevaldigt op når de forhandlinger kommer, således at man også kan gøre lidt for dem som ikke lige er optaget af at få råd til sommerhus, 42 tommer fladskærm og en ny bil! Gad vide hvor langt solidariteten rækker?